For at nå de bedste resultater med børn med autisme og kostændringer og arbejdet med krops fænomenologi kræver det en kompleks og gennemgribende indsats. Der skal gennem ”KAT-kassen”, ”sociale historier” og ”Boardmaker” arbejdes med det praktiske, kropslige og sanselige. Gennem en kropsfænomenologisk tilgang kan disse redskaber bruges til at støtte, udvikle og udfordre børn med autisme i den proces det er at blive bedre til at turde spise varieret mad. Den krops fænomenologiske tilgang giver mening fordi den er konkret og gennem de tre nævnte redskaber giver mange muligheder for samtale og arbejde med kropsbevidsthed på et niveau, der er alderssvarende og tager hensyn til det autistiske handikap. ”KAT-kassen”, ”socialehistorier” og ”Boardmaker” har så mange muligheder at de kan tilpasses det enkelte barn og bruges til lige den problemstilling barnet har. Den praktiske del består i at få børnene med autisme til at spise meget forskelligt lødig mad og i en beslutning, som kun forældrene kan tage, nemlig: Diæt eller ikke diæt. Forældrene må vurdere ud fra helt personlige holdninger og ønsker, om det er hensigtsmæssigt for deres barn at komme på en diæt. Sådan er det med opdragelse af børn; autisme eller ej, forældrene bestemmer langt hen af vejen hvilket liv børnene får og som professionsbachelor i human ernæring mener jeg, at det er vores opgave at fortælle forældrene alle sider af sagen, så de har en rimelig mulighed for at vælge det der er bedst for deres barn. Det værste er at vælge det forkerte pga. uvidenhed. De forældre, der vælger en diæt kan hjælpes så de får de bedste muligheder for at gennemføre kostændringen på en autismevenlig måde, og i overensstemmelse med barnets behov for energi og næringsstoffer. De forældre der vælger at deres barn ikke skal på diæt, kan ligeledes få støtte og vejledning til at give deres barn en sund lødig kost. Der vil aldrig være et entydigt svar på hvilke børn der vil mærke en bedring i symptomerne ved en kostændring, men en ting står klart. Det er afgørende at forældrene ikke tror at autisme kan forsvinde ved en kostændring. En gennemgribende udviklingsforstyrrelse kan ikke helbredes, men de børn med autisme der har en hård hverdag kan hjælpes ved at spise så hensigtsmæssigt så det i hvert fald ikke er usund, ulødig mad, der skal stå i vejen for at være en optimal udgave af de børn de nu en gang er.